De sidste regnskove
Regnskoven spiller en enorm stor rolle i afbalancering af verdens økosystemer. Til trods for at regnskovene kun dækker 7 % af jordens overflade, – bor – mere end 50 % af jordens organismer i regnskoven.
Men vi er godt på vej til at miste en af jordens største biologiske skatkamre. Regnskoven, som engang dækkede 14 % af jordens overflade, dækker i dag kun ca. 7 %.
Fortsætter rovdriften på skovene, vurderer forskere, at 80-90 % af regnskovenes økosystemer vil være ødelagt i 2020. Når et område i regnskoven fældes eller ryddes, kan det aldrig genskabes.
Ifølge FN ødelægges der omkring 14 millioner hektar regnskov hvert år. Regnskovene er næsten udryddet i Indien, Malaysia og Phillipinerne og mængden af afskovning i Sydamerika er stigende. Årligt ryddes omkring 10 mio. ha. regnskov, og på verdensplan er nettotilbagegangen på skov op mod syv mio. hektarer årligt.
Også de latinamerikanske regnskove forsvinder med foruroligende fart. Omkring år 1950 var halvdelen af Panama dækket af regnskov, men i starten af år 2000 var dette tal kun omkring 10 %. En reduktion på 80 % på blot 50 år! I år 2000 blev der ødelagt næsten to mio. hektarer af den brasilianske regnskov. En stigning på 15 % i forhold til året før.
Med anlæggelse af veje til brug for tømmerfirmaerne, lægges der også an til yderligere ødelæggelse af økosystemet i form af rydning til kvægbrug, sojaplantager, illegal jagt, minedrift og brændselshugst. Således anslår den brasilianske regering, at op mod 80 % af det tømmer, som produceres i Amazonregnskoven, er skovet illegalt.
Regnskoven spiller en ganske betydelig rolle i forhold til tidens store miljø-udfordring, CO2 udslippet. Træerne omdanner CO2 til ilt, men når skovene ryddes og brændes af, frigives der CO2 i store mængde. Således udgør de 10 mio. hektarer skov, som årligt ryddes, alene 20 % af verdens samlede udslip.