Besejlingen af Panamakanalen og de handelsmæssige og finansielle aktiviteter, der er knyttet til denne, er omdrejningspunkt for landets økonomi. Endvidere dyrkes en række tropiske landbrugsvarer og fra lejerne i Cerro Colorado udvindes kobber.
Panama er, sammen med Costa Rica, de mest udviklede økonomier i delregionen. Økonomien bygger hovedsageligt på en veludviklet servicesektor, især service relateret til Panama-kanalen, finansielle services, frizonen Colon, forsikringer, containerhavne og turisme, som bidrager med ¾ af BNP.
En nedgang i eksport fra frizonen og landbruget, samt USA s tilbagetrækning af militæret, trykkede den økonomiske vækst i 2000-2003.
I 2004 og 2005 er væksten steget, takket være øget eksport og en kraftig fremgang i bygge-sektoren på grund af skatteincitamenter.
I 2004 og 2005 var væksten på henholdsvis 7,6 % og 6,4 %. Landbrugs- og fiskerisektorerne, som er ansvarlige for en stor del af beskæftigelsen i landet, oplever en stigende efterspørgsel.
Arbejdsløsheden, som i 2005 var på 9,6 %, er, trods det høje niveau, faldende og forventes at falde yderligere. Til trods for væksten i økonomien er andelen af befolkningen, som lever i fattigdom, uændret. Sociale og økonomiske strukturer forhindrer en fordeling af ressourcerne og bidrager dermed til den store ulighed i indkomstfordeling.
Omkring 40 % af befolkningen lever i fattigdom, 16,6 % i ekstrem fattigdom og det er især landbefolkningen og folk af indiansk afstamning som er ramt. Inflationen i 2005 nåede det højeste niveau i flere årtier med 3,4 %, hovedsagligt forårsaget af de høje oliepriser.
Ulandsgælden var i 2005 på 9,5 mia. kr.